Glat Vejbred

Glat Vejbred

Vejbred er en meget almindeligt forekommende plante i vejkanter, grøftekanter og græsarealer, hvor der er lav lysåben vegetation, og hvor færdsel slider plantevækst ned.

I Danmark forekommer 6 forskellige arter af vejbred, mens der er ca. 220 arter i hele verden. De mest almindelige arter i Danmark er glat vejbred, lancetbladet vejbred og strandvejbred.

Vejbred er en flerårig urt. Planten bliver indtil ½ meter høj.

Vejbreds blade har 5-8 langsgående strenge, som er temmelig seje. De gør bladende så stærke, at de ikke slides af megen trafik. Bladende sidder i grundstillet roset, hvorfra de lange bladløse blomsterstængler udgår.

Blomsterne er små og grønne på lange aks. Blomsterne vindbestøves.

Frøene er yndede som fuglefrø til undulater og kanariefugle. Frøskallen forslimer i forbindelse med vand og bliver klæbrig. Frøene kan derfor sidde fast under skosåler.

Historien

Frøenes klæbende effekt har givet den det latinske navn, planta, der betyder fodsål – eller indianernes navn ”den hvide mands fodspor”, idet planten har spredt sig fra Europa og ud i verden, hvor den hvide mand kom frem. Vejbred dukkede op i Danmark i stenalderen for næsten 4.000 år siden med de første dyrkede marker, og er i tidens løb anvendt i folkemedicinen.

Folkemedicinen

Vejbred har været kendt for sin helende virkning og har været brugt mod betændelsessygdomme (inflammation), bi-, hvepse- og nældestik, forbrænding, snitsår, sårheling, eksem, infektion ved sår, udslæt, blødninger, forkølelse, lungesygdom, bylder, hæmorider og sygdom i øjet. Vejbred indeholder en lang række virksomme stoffer: Garvesyre, slimstoffer, aucbosid – et glykosid, der modvirker bakterier, allantoin, der stimulerer celleopbygning, xantofyl, kiselsyre og zink. Af vejbred kan bladende bruges til te, såromslag og olie til behandling af tynd og ødelagt hud.

Anvendelse

Vejbred kan også anvendes som grøntsag i den almindelige husholdning.

De unge blade kan bruges som gemyse med smør eller margarine og f.eks. et stykke koldt, kogt kød eller flæsk.

Vejbredstuvning skulle også være velsmagende. Bladene renses godt i flere hold vand, koges til de begynder at blive møre, tages op og hakkes med kniv. Bag en hvid sauce op af smør, mel og mælk, fortynd eventuelt med lidt af kogevandet, og heri røres de hakkede vejbredblade. Til sidst smages til med salt og peber.

Man kan også lave »vejbred-boller«, idet de kogte og hakkede vejbredblade røres sammen med kolde, pressede kartofler samt krydderier. Hertil sættes mel og æg. Bollerne koges i let saltet vand og serveres med sauce, hvid eller brun. Når bollerne er kolde, kan de vendes i æggehvide og rasp og steges.