Stor tak til alle deltagere

Stor tak til alle deltagere

Så oprandt dagen for Beværterhusets 10års jubilæum. Vi var alle meget spændte – hvor mange ville komme? Hvordan ville vejret blive? Hvordan ville stemningen blive?

Vi vil rette en stor tak til alle de mange mennesker der deltog i vores  store dag.

35-40 mennesker gik turen fra Vintersbølle Skole (Kulsbjerg Skole, Nyråd afd.). Her havde vi valgt at lægge et pit-stop ved broen til Beværterhuset, før turen fortsatte til Blegen og huset, hvor de sidste rester af Køng fabrik endnu er at finde. En meget flot og gæstfri modtagelse blev vores gæster til del ved mødet med Birthe Iuel, der viste sin have og det fine hus med udsigt over Blegen frem. Stor tak for det.

Herefter gik en kratfyldt tur til Beværterhuset. Også her var der fuld gang i aktiviteterne. Vi takker alle, der bidrog med aktiviteter på vores specielle dag. Det var en fantastisk oplevelse at se så mange aktive og engagerede i alle aldre.

Der blev flettet pil, spillet gamle spil fra før plastik var hovedingrediens i legetøj, kogt hyldeblomstsaft, fanget sommerfugle, græshopper, edderkopper, tanglopper og alverdens andre krible-krable, farvelagt og tegnet. Der blev snittet, sunget gamle danske sange med smukt akkompagnement, for ikke at glemme de flotte kager med kaffe, the, kakao og saftevand serveret i bedste Beværterhusstil.

Stor tak til alle – her er der nogle stemningsbilleder fra dagen.